|
Fra andelsmejeri over pelsberederi
til industricenter
- en erhvervsmæssig udvikling, hvor miljøet desværre
har betalt en alt for høj pris
Luftfoto fra 1950 af Langager Mejeri,
originalen hænger på det lokalhistoriske museum på
Skenkelsø Mølle
Arkæologiske udgravninger og fund
fra bondestenalderen har i rigt mål dokumenteret, at de
første agerbrugere også begyndte at holde husdyr.
I starten har det været vilde okser, som de indfangede
og domesticerede. Sidenhen er besætningerne blevet udvidet
med får og geder, som sikkert kom her til landet sammen
med indvandring sydfra. Stenalderens bønder holdt ikke
husdyrene for at slagte og spise dem. Okserne blev anvendt som
trækdyr foran arden, der var en forløber for ploven,
og så kunne de dagligt malke dem og få mælk,
som enten kunne drikkes friskt, eller som også kunne forarbejdes
til nogle primitive mejeriprodukter.
Vi ved også med sikkerhed, at vikingerne
fortrinsvis var bønder, håndværkere og handelsmænd,
der holdt kvæg som de malkede, og at de fremstillede ost,
smør og forskellige syrnede mælkeprodukter, skyr
og kvark er mælkeprodukter, hvor både navnet og produktet
har overlevet fra vikingetiden og helt frem til i dag.
I mange af vore gamle landsbykirker er
der kalkmalerier fra middelalderen, som viser kvinder der kærner
smør og fremstiller oste, og disse mejeriprodukter indgik
tideligt i de varer bønderne skulle aflevere, som skatter
til kirken, herremanden og kongen.
Op gennem tiden blev der naturligvis opbygget
en masse erfaringer omkring fremstillingen af mejeriprodukter,
og allerede fra Christian den IV regeringstid findes der breve,
som ned til den mindste detalje beskriver, hvordan mejerierne
skal indrettes på de gårde, som var en del af de
kongelige besiddelser.
De manglende muligheder for køling
og opbevaring gjorde dog, at mejeriproduktionen helt frem til
slutningen af 1800-tallet, forbliver som små lokale enheder
ude på de enkelte gårde, og produktionen bliver aldrig
større end, hvad den enkelte enhed selv kunne fortære,
eller afsætte i lokalområdet inden for et par døgn.
Men i 1880'erne begynder der at ske noget
nyt, det er andelsbevægelsen som bredder sig ud over landet,
og det starter typisk med, at alle bønderne fra et eller
flere sogne går sammen om at bygge og drive fælles
andelsmejerier, på den måde kan der nemlig etableres
en rationel produktion, som gør det muligt, at vidersælge
mejeriprodukterne uden for lokalområdet.
Langager andelsmejeri bliver indviet i
1888, og det var strategisk placeret på Udlejrevej 31,
som dengang var hovedvejen mellem København og Frederikssund,
og tæt ved vejen, som går ud til Svestrup og Lille
Rørbæk. På den måde kunne Langager andelsmejeri
betjene andelshavere i Ølstykke, Udlejre, Svestrup, Snostrup,
Store Rørbæk og Lille Rørbæk, uden
at køreafstanden med hestevogn blev alt for lang.
En anden vigtig faktor for placeringen
af et mejeri var, at der skulle være en god brønd,
som kunne levere rigeligt med rent vand til køling af
mejeriprodukterne, og til den daglige rengøringen af maskinerne
og inventaret i mejeriet. Og derfor skulle der også være
et vådområde i nærheden, som man kunne udlede
spildevandet til. I sydenden af Skenkelsø området
er der et moseområde, som Langager mejeri udledte sit spildevand
til, og det havde naturligvis meget store miljømæssige
konsekvenser for mosen, at den dagligt og hen over 70 år
modtog urenset spildevand fra mejeriet.
Som en formildende omstændighed skal
dog siges, at mejerispildevandet kun indeholdt sæber og
rester af mælkeprodukter, og datidens rengøringsmidler
var hovedsageligt baseret på kaustisk soda, så mejeriet
forurening har været af en karakter, som hen over tid kunne
nedbrydes af naturen.
Langager andelsmejeri var i drift som mejeri
i 70 år frem til 1958, og det blev betragtet som et mønstermejeri,
der op gennem første halvdel af 1900-tallet havde den
ære, at være det mejeri som blev vist frem, når
Danmark havde officielle besøg af ministre og politikere
fra udlandet, som havde interesse i at se dansk landbrug og mejeridrift.
Men i slutningen af 50'erne og i starten
af 60'er ramte stordriften endnu en gang mejerierne, det var
en ny type mælketankbiler, og køleanlæg ude
på gårdene, som gjorde det muligt, at samle mælken
ind fra meget større områder, tankbilerne kunne
nemlig nå at køre mælken til de store mejerier,
uden at den blev sur om sommeren, eller at den frøs til
is om vinteren. Og i 1958 vælger de lokale andelshavere
at lukke Langager andelsmejeri.
De tidligere mejeribygninger kommer dog
ikke til at stå tomme og ubrugte ret længe, for de
bliver hurtigt solgt til Leidersdorff & Søn A/S, som
i 1959 etablerer pelsberederi i det gamle mejeri.
Leidersdorff & Søn A/S havde
bl.a. en omfattende produktion med garvning at okseskind, og
hen over de følgende år opfører de i flere
omgange tilbygninger, efterhånden som virksomheden vokser.
Men det er langt fra alle der er glade for virksomheden, blandt
ældre Ølstykke borgere er der mange, som kun alt
for godt kan huske, at virksomheden kunne lugte fælt af
råddent kød, når vinden kom fra sydvest.
I første halvdel af 70'erne opstår
der gradvist en større miljøbevidsthed i samfundet,
og folketinget begynder at vedtage en række nye love, som
opstiller begrænsninger for, hvor meget industri- og produktionsvirksomheder
må forurene. Og disse nye love påvirker naturligvis
en virksomhed som Leidersdorff & Søn A/S, der havde
meget svært ved at leve op til kravene i de nye miljølove.
Og det ender op med, at virksomheden i 1974 vælger at flytte
alle maskiner og produktionen til Irland, hvor der slet ikke
er nogen miljøregler.
Der gik kun kort tid fra Leidersdorff &
Søn A/S var flytter til Irland, til at Ølstykke
Kommunes tekniske forvaltning konstaterede, at virksomheden havde
efterladt en omfattende forurening med klorerede opløsningsmidler
og tungmetallet chrom, som er en farlig miljøgift.
Det hele starter med, at man ved en rutinemæssig
kontrol finder spor af klorerede opløsningsmidler i Ølstykke
Kommunes drikkevand, og nogle grundige undersøgelser klarlægger,
at tre af Svestrup vandværks boringer, som kun ligger få
hundrede meter syd for det tidligere mejeri, er forurenet med
klorerede opløsningsmidler.
Efter opdagelsen af grundvandforureningen
sættes det helt store apparat igang, hele området
bliver grundigt undersøgt, der bliver lavet prøveboringer,
og man finder meget hurtigt ud af, at Leidersdorff & Søn
A/S har været kilden til forureningen, da virksomheden
har anvendt Trichlorethylen (TCE, som er et kloreret opløsningsmiddel)
til affedtning og rensning af de færdigt garvede skind.
I forbindelse med disse miljøundersøgelser
bliver det også konstateret, at Leidersdorff & Søn
A/S har anvendt mejeriets gamle spildevandledning, til afledning
af dets produktionsspildevand, og analyser af sedimentet i vådområderne
i den sydvestlige del af Skenkelsø området viste,
at der var en omfattende forurening med tungmetallet chrom, som
var blevet anvendt i de bade, hvor huderne blev garvet.
Da forureningen med de klorerede opløsningsmidler
var en meget alvorlig trussel mod hele vandforsyningen i Ølstykke
Kommune, så blev der straks iværksat en handlingsplan,
hvor man etablerede yderligere tre afværgeboringer lige
syd for det tidligere mejeri, og vandet fra disse boringer blev
sammen med vandet fra de tre forurenede drikkevandvandsboringer
ledt til rensning i et vakuumanlæg, efter rensningen blev
vandet okkerudfældet og udledt til Værebro Å.
Her i 2013 er der blevet pumpet fra afværgeboringerne i
35 år, og man pumper stadig, men kun i et meget begrænset
omfang, da koncentrationerne af klorerede opløsningsmidler
nu er meget lave, og derfor er man også ophørt med
at rense vandet, det udledes nu direkte til Værebro Å.
Der blev også foretaget en afgravning
af det chromforurenede sediment i det vådområde,
som ligger i den sydvestlige del af Skenkelsø området,
og det afgravede materiale er deponeret i en vold langs med den
nye Frederikssundsvej, på en strækning sydøst
for det det tidligere mejeri, det vil sige, at chromforureningen
ikke er væk, den er bare placeret et helt andet sted. Og
det vådområde som blev afgravet, er aldrig blevet
erklæret for fuldstændigt rent.
Som en krølle på den sag kan
det da tilføjes, at da Ølstykke Kommunes borgmester
Helmer Filtenborg fyldte 60 år, der blev hans fødselsdag
bl.a. fejret med en reception på rådhuset, og ved
den lejlighed mødte der nogle beboer op fra Søholmvej,
de gav borgmesteren en stor flaske kryddersnaps med den bemærkning,
at urterne var plukket ude i mosen, som var blevet afgravet for
chromforureningen, og nu kunne han så selv overveje, om
han turde drikke snapsen.
Forureningssagen fik naturligvis et retsligt
efterspil, men inden retsagen blev endelig afsluttet, der begik
hovedaktionæren i Leidersdorff & Søn A/S selvmord,
idet han hængte sig selv. Men retten besluttede at beslaglægge
ejendommen, og i oktober 1975 gik aktieselskabet Leidersdorff
& Søn A/S i betalingstandsning og blev likvideret.
Efterfølgende verserede der mange
og meget hårdnakkede rygter i lokalsamfundet, der alle
handlede om, at der både var politikere og medarbejdere
i Ølstykke Kommune, som havde givet Leidersdorff &
Søn A/S en alt for lang snor, og at de gennem adskillige
år havde set i gennem fingre med, at virksomheden udledte
urenset spildevand til naturen, men disse påstande er aldrig
blevet dokumenteret.
Det er dog en historisk kendsgerning, at
tilbage i 50'erne og 60'erne, var det kun et fåtal som
bekymrede sig om miljøbeskyttelse, det var bare ikke noget
som man prioriterede særlig højt, og det var generelt
sådan, at industrivirksomhederne næsten uhindret
kunne forurene miljøet. Og politikerne i de mindre landkommuner
var villige til at lukke øjene for hvad som helst, for
de arbejdspladser der var på virksomhederne var uhyre vigtige
for lokalsamfundene, og skatteindtægterne havde også
meget stor betydning for de mindre kommunernes økonomi.
Historien om det gamle Langager mejeri
er dog ikke helt slut endnu, for i 1975 køber entreprenør
Albert Larsen ejendomme, og omdanner det gamle andelsmejeri til
Langager Industricenter, han laver også nogle nye tilbygninger,
og opsplitter ejendommen i mange små lejemål, som
han udlejer til en række mindre virksomheder.
I starten lykkedes det faktisk, at tiltrække
en masse spændende og uproblematiske virksomheder, som
kunne gi' industricenteret et skub i en ny retning, der er bl.a.
flere mindre import- og handelsfirmaer, et videoproduktionsselskab,
et offsettrykkeri, en klaverbygger, et finmekanisk værksted,
som lavede service på biografernes filmfremvisere, o.s.v.
Her i 2013 må vi dog konstatere,
at det ikke er lykkedes at fastholde den oprindelige lejermasse
i Langager Industricenter, det skyldes nok, at bygningerne efterhånden
er meget gamle, nedslidte og dårligt vedligeholdte. Så
i dag er næsten alle lejemålene besat af kapitel
5 virksomheder, det vil sige, at deres produktion udgør
en særlig stor risiko for miljøet, og at de skal
være underlagt et skærpet miljøtilsyn fra
Egedal Kommune, så det gamle mejeri udgør forsat
en potentiel fare for miljøet.
Og nu hvor der er gået over hundrede
år siden, at Langager andelsmejeri blev indviet, der kan
vi så tænke over, at fremstillingen af mejeriprodukter
og garvningen af læder og skind, har været årsag
til en så omfattende forurening, for det er jo i begge
tilfælde gode naturprodukter, som vi slet ikke opfatter
som farlige for miljøet.
© 2013 Niels Riis Ebbesen
|
